Om materialerne

Dette undervisningsmateriale til HISTORIE B er udviklet af et produktionsfællesskab mellem otte VUC’er til anvendelse på de deltagende skoler: HF & VUC København Syd, HF & VUC Nordsjælland, Københavns VUC (KVUC), Vestegnen HF & VUC, Voksenuddannelsescenter Frederiksberg (VUF), VUC Aarhus, VUC Roskilde, VUC Storstrøm.

To faglærere, Bente Dalsgaard Frederiksen og Henrik Romby Madsen, har arbejdet tæt sammen med et team fra KVUC e-learning. En kvalitetscirkel, bestående af faglærere fra alle deltagende skoler, har bidraget med materiale, læst korrektur og kvalitetssikret det historiefaglige indhold.

Introduktion til materialet: “Samfund, familie og individ i Danmark”

Materialet har til formål at styrke kursisternes basale metodekendskab, så de både bliver fortrolige med at opfylde læreplanens krav om kritisk anvendelse af forskelligartet historiemateriale, selvstændigt at foretage informations- og materialesøgning til opgaveskrivning, og at formulere historiske problemstillinger. Herved træner kursisterne samtidigt fagets studieforberedende dimension og “klæder sig på” til informationssamfundets krav til unge mennesker i dag om selv at kunne producere viden.

Rammen omkring materialet er det overordnede tema: “Samfund, familie og individ i Danmark”, men materialet er ikke tænkt som et sammenhængende forløb, og de enkelte materialer er “plukbare” og kan anvendes i forskellige sammenhænge uafhængigt af forløb.

Træning af kildeanalyse, informationssøgning og problemformulering - stilladseret og differentieret

Materialet kan både indgå i e-undervisning og i traditionel klasseundervisning og består af 3 “hovedspor”, nemlig træning af kildeanalyse, materialesøgning og taksonomisk bevidsthed og fagligt fokus. Sidstnævnte er udformet med henblik på at opøve formulering af historiefaglige problemstillinger.

Det samlede materiale består af 8 forskellige øvelser, der tilgodeser den enkelte kursists behov for at kunne arbejde med stoffet i sit eget tempo og på sit eget niveau, og med mulighed for den nødvendige stilladsering undervejs.

Materialet indeholder stilladserende øvelser i form af en interaktiv video om kildeanalyse med indlagte quiz-spørgsmål undervejs, samt to “Rulletekster”, hvor kursisterne i eget tempo lærer kildeanalyse og informationssøgning. De øvrige 5 øvelser er træningsøvelser, som findes i flere sværhedsgrader.

Et helt centralt pædagogisk mål for de forskellige øvelser er at give kursisterne muligheden for at “lege” historiker og blive fortrolige med selv at finde historisk materiale på nettet og at kunne anvende det kritisk og reflekteret til at stille historiefaglige spørgsmål.

Hvert læringsobjekt har en tilknyttet beskrivelse samt en instruktion, således at øvelserne er lige til at gå til uden en egentlig lærerpræsentation.

Kontaktinfo

Support og feedback: e-support@kvuc.dk