Om Biologi C materialet

Dette undervisningsmateriale er udviklet til biologi på c-niveau, men kan også anvendes på NF.

Fagredaktørernes fokus

Materialet er udviklet med sigte på at hjælpe kursister og undervisere med nogle af de sværeste områder i biologi, som man ofte mangler materialer til.

Objekterne kan benyttes i forbindelse med både rene e-læringsforløb, men også i klasseundervisning og i flipped-classroom undervisning samt til selvstudie.

Indhold

Biologimaterialet består af en interaktiv model af søen som økosystem, en video om proteinsyntese og tre øvelser om henholdsvis transskription, translation og mutationer.

Modellen af søen er opdelt i tre faneblade. I den første fane kan man quizze sig igennem en fødekæde. Vi har beskrevet nogle af de centrale aktører i søens økosystem i en række infobokse, som man kan klikke sig igennem for at få hjælp til at svare på spørgsmålene. I den anden fane kan man lære om næringsstofforurening, her er der også en række quizspørgsmål. Den sidste fane handler om sørestaurering. Her kan man se syv videoklip hvor to økologer forklarer hvordan man kan genoprette balancen i en eutrofieret sø.

Videoen om proteinsyntesen er en animation med tale, som gennemgår processerne transskription og translation. Vi har valgt at udelade introns, polyA-hale og release-factors.

I øvelsen om transskription skal man trække de rigtige mRNA-nukleotider hen til det aktive center i polymerasen ved at følge baseparringsprincippet.

Øvelsen om translation ligner denne øvelse en del, men her er det tRNA-molekyler der skal trækkes hen til den rigtige plads i ribosomet.

I øvelsen om mutation og den genetiske kode skal man indføre forskellige mutationer i en given DNA-sekvens. Man trænes i at bruge den genetiske kode for at indføre stille mutationer, ændre en aminosyre, ændre læserammen og indsætte et stopcodon.

Der er også en øvelse hvor man kan indsætte et restriktions-genkendelsessite, og en anden hvor man skal skrive en DNA-sekvens som koder for et 12 aminosyrer langt peptid.

Endelig er der en mere fri opgave, hvor man kan skrive en selvvalgt DNA-sekvens og se hvordan skabelonstreng, mRNA og aminosyresekvens bliver.

Brug af materialet

Materialet er plukbart - tanken er, at underviserne selv vælger de øvelser ud, som er relevante i netop deres undervisning. Hvert læringsobjekt skal i teorien kunne anvendes uafhængigt af de andre objekter i samlingen. Læreren kan lave et direkte link til materialet, som kan deles med kursisterne. Man kan også indlejre materialet i Fronter, Moodle eller et andet LMS.

Fagredaktører Merete Tryde Albrechtsen og Marie Gottschalk d. 20.12.2016


Dette undervisningsmateriale til Kultur- og samfundsfaggruppen er udviklet af et produktionsfællesskab mellem otte VUC’er til anvendelse på de deltagende skoler: HF & VUC København Syd, HF & VUC Nordsjælland, Københavns VUC (KVUC), Vestegnen HF & VUC, Voksenuddannelsescenter Frederiksberg (VUF), VUC Aarhus, VUC Roskilde, VUC Storstrøm.